Der findes flere tusind typer plast…. Hver type har sine egenskaber og anvendelsesmuligheder. Der er blød plast og hård plast, sort, farvet og gennemsigtig plast, og et utal af forskellige typer – som ovenikøbet ofte er limet eller svejset sammen eller ligefrem produceret i flere lag. Derfor er plast desværre en af de mere komplicerede affaldstyper at genanvende.
AffaldPlus har – indtil producentsansvaret tog over i oktober 2025 - løbende fået rapporter om, hvordan det går med det plastaffald, du afleverer hjemme i dine affaldsbeholdere.
I 2024 så tallene sådan ud:
- 72 % af den genanvendelige plast. Dvs. den mængde af plasten, der sendes til genanvendelse og rent faktisk bliver genanvendt i nye produkter. Det er langt over målet om 60 % reel genanvendelse, som har været gældende siden 1. januar 2022.
- Vi genanvender 64 % af al den indsamlede plast. Dvs. af den plast i plastbeholderne, som er indsamlet med henblik på genanvendelse, både den plast, som er mulig at genanvende og den, som ikke er pt. Det er en meget stor forbedring siden 2021, hvor genanvendelsen lå på ca. 43 %.
Der ligger dog mange udregninger, forbehold og ’aber dabeis’ bag sådanne tal. Og hvis du har mod på dem, anbefaler vi dig at scrolle ned på siden og få lidt mere 'nørdeviden' om plast.
Genanvendelse af plast fra genbrugspladserne
Sorteringen af plast på vores genbrugspladser er meget anderledes end derhjemme. Her har vi nemlig plads til at sortere i flere forskellige plasttyper. Vores reelle genanvendelsesprocenter for plast indsamlet på genbrugspladserne ser pt. sådan ud:
- Store emner af hård plast: 63 %
- Klar blød plast: 65-85 %
- Farvet blød plast: 65-70 %
Rene og sammensatte plasttyper
Når vi taler om, hvilken plast der i dag kan genanvendes mekanisk - dvs. sorteres og omsmeltes - er det nødvendigt at se på, hvor ren plasttypen er. Alt plast er ’polymer’-plast, som er bygget op af byggesten kaldet 'monomere'. Det er antallet af ’monomer-typer’ i plasten, der afgør, om den kan genanvendes mekanisk eller ej.
Hvis der kun er én type monomer i et plastprodukt, er der tale om et rent materiale, som er velegnet til mekanisk genanvendelse. Er der derimod flere typer monomere i produktet, er det et sammensat materiale, som i dag ikke kan genanvendes (eller i hvert fald kun kan finde stærkt begrænset genanvendelse).
Vores udfordring er, at der endnu ikke findes tilstrækkeligt raffinerede, kemiske metoder til at opnå en bedre genanvendelse. Det er i øvrigt en udfordring, som hele affaldsbranchen står med. Mekanisk genanvendelse er at foretrække, men her er vi begrænset af, at det primært er muligt med rene plasttyper. Kemisk genanvendelse er energikrævende og giver en del tab, ligesom teknologien stadig mangler udvikling.
Derfor sætter mange nu lid til det nye producentansvar for emballage. Hele formålet med denne lovpakke er nemlig, at jo mere en virksomhed sender på markedet, jo større del af regningen for indsamling og genanvendelse skal den betale. Det skal give virksomheden incitament til at bruge mindre emballage – og designe emballage, der kan genanvendes bedre.
Allerede de sidste par år er der sket noget, når det gælder bedre design og udformning af emballagen. Fx har mange producenter skiftet de sorte kødbakker ud med grønne eller lyse farver, som er nemmere at genanvende. Eller plastemballager, hvor etiketterne nu sidder på aftagelige ’karton-muffer’, som gør det nemmere at genanvende både plast og karton. Desuden er flere producenter begyndt at tage genanvendelsen af plast mere seriøst, bl.a. til fremstilling af dunke og flasker til vaske- og rengøringsmidler. I flere år er den hårde PE-plast fra husstandsindsamlingerne sendt til fremstilling af de grå plastdunke til rengøringsmidler, som kan købes i visse butikker – og vi har allerede set dem dukke op igen i affaldsstrømmen, på vej til deres tredje liv!
Du kan hjælpe
Jo mere, vi som forbrugere støtter producenterne ved at købe produkter af ’ren’ og genanvendt plast, jo nemmere bliver det at genanvende vores plastaffald. Så her kan du hjælpe ved at købe produkter med plast, der er nem at genanvende.
Og du kan også hjælpe ved at blive ved med at sortere din plast. Som borger er det svært at vurdere, hvilken plast der kan genanvendes, og hvilken der ikke kan. Det er vores og affaldsindustriens opgave. Når vi modtager alle typer plast, kan vi også udpege, hvilke plastemballager der er problematiske, så de kan gøres mere genanvendelige.