Julens emballage
Pap, æsker, sildeglas og julekalendere - vi har rigtig meget ekstra emballage i julen. Læs om, hvordan du skal sortere.
Vi modtager store mængder pap, når vi handler på nettet. Og det gør rigtig mange af os efterhånden, særligt op til jul.
Papkasser skal afleveres på genbrugspladsen. Kun hvis du har mindre stykker pap og karton (maks. A4-størrelse), kan de afleveres hjemme i din genbrugsbeholder til papir og småt pap. Stort pap sætter sig fast/i spænd og forhindrer korrekt tømning. Det kan også være, at din kommune har en storskraldsordning, hvor du kan få hentet pap.
Er chokoladejulekalenderen spist?
I restaffaldet og brændeovnen hører kalenderen ikke hjemme, for så mister vi de gode ressourcer. Plast og pap kan ikke genanvendes sammen. Derfor skal de to materialer skilles fra hinanden, før de sendes til genanvendelse. Riv gerne pappet over, så det ikke fylder mere end en A4-side.
På julefrokostbordet er det en sand klassiker at have sild, men hvordan skal sildeglasset dog sorteres, når sildene er spist? Af med låget, skrab glasset fri for rester, og så kan det komme i beholderen til glas, og låget til metal. Eller til plast, hvis 'glasset' er lavet af plast.
Skal glasset skylles, før det lægges til genanvendelse? Nej, det er ikke et krav. Du skal blot tømme det og skrabe det så fri for rester, som du kan. Du kan dog vælge at bruge en sjat kold vand på at skylle det, hvis du synes, det lugter for meget. Det er bedre, end at du smider det til restaffald. Læs mere om, hvorfor det kan give mening at skylle glasset.
Flere artikler om affald og genbrug
Læs og lær mere om, hvordan AffaldPlus behandler og genanvender dit affald og få ny viden om affald og genbrug.