Juletræet og den naturlige pynt
Juletræet og andet naturligt pynt, som har hygget om os i julen, skal afleveres, så det gør mest mulig gavn. Læs mere om, hvordan du skal sortere dit træ og den naturlige pynt.
Når glansen er ved at gå af dit juletræ, kan du bruge det hjemme i haven som bunddække. Det kan også være, du kan finde en rideskole eller et landbrug, der gerne vil arve dit juletræ til deres dyr.
Men du er selvfølgelig også velkommen med dit træ på vores genbrugs- og haveaffaldspladser. Så sørger vi for, at stamme og grene bliver omdannet til biobrændsel, som bruges til at producere strøm og fjernvarme, mens nålene ender på marken som nærings- og jordforbedringsmiddel i landbruget.
Det samme gælder anden naturlig pynt fra juledekorationer, fx kogler og blade. Alt sammen kan det afleveres som 'Haveaffald' og gøre nytte som energi og næring.
Har du brugt ler i din dekoration, kan den også genanvendes. Det kræver dog, at du fjerner al anden pynt og kører leret på genbrugspladsen, næste gang din vej falder forbi. På genbrugspladsen skal leret afleveres i containeren til 'Jord'.
Har du brugt kanelstænger, nelliker og nødder og lign. i din dekoration, skal det afleveres som madaffald.
Det mest miljøvenlige juletræ
Det mest miljøvenlige juletræ er en rødgran, ifølge den svenske Naturskydsföreningen1. Produktion og transport af en rødgran udleder 12 kg CO2, hvorimod en ædelgran udleder 16 kg2. Køber du et plastiktræ for at genbruge det år efter år, skal du bruge et plastikjuletræ i 13 år, før det overhaler naturlige juletræer i miljøregnskabet.
Du kan også gå efter et økologisk juletræ, hvor der ikke er brugt kemikalier i produktionen.
Sidst, men ikke mindst, kan du selvfølgelig også købe et juletræ i potte, som efter julen kan plantes i haven. Til næste jul kan du tage det ind igen.
Flere artikler om affald og genbrug
Læs og lær mere om, hvordan AffaldPlus behandler og genanvender dit affald og få ny viden om affald og genbrug.