Julens lyskæder
Julen er fyldt med elektronik i alle afskygninger: Lyskæder, nisser der kan synge og slips, der kan spille. Læs om sortering af elektronik.
Der er rigtig mange juleprodukter, som indeholder elektronik: Blinkende julemænd, lysende juletræskæder og spillende juleslips. Alt sammen hører det til i 'Småt elektronik', når du er færdig med at bruge dem.
Fx er vi storforbrugere af lyskæder. De indeholder både elektronik og pærer, og skal derfor sendes til genanvendelse sammen med det øvrige elektronikaffald. Afleverer du dem fx til restaffald, bliver de brændt, og vi risikerer at skadelige stoffer ender i vores natur. Og vi går glip af metallerne i kæder og pærer.
Det samme gælder alle de små lysende og spillende snemænd, nisser, julekort, slips og meget andet. Så snart det kan lyse og spille, er det elektronikaffald og skal derfor afleveres som småt elektronik.
3,2 mio. lyskæder i Danmark
Der findes i dag cirka 3,2 mio. lyskæder1 rundt om i de danske hjem. Selvom der bliver købt flere og flere lyskæder år for år, falder strømforbruget, fordi folk i stigende grad vælger LED-julebelysning. Udover at strømforbruget og CO2-udledningen falder, vil du også kunne spare en del penge på din strømregning. Så måske er det på tide at skifte til en nyere model? Husk dog, at den gamle lyskæde skal afleveres som småt elektronik.
1 Kilde: LEMU
Flere artikler om affald og genbrug
Læs og lær mere om, hvordan AffaldPlus behandler og genanvender dit affald og få ny viden om affald og genbrug.