Julens farlige affald
En del af dit juleaffald skal du behandle særligt forsigtigt, da det kan udgøre en risiko for miljøet og vores sundhed. Læs her, hvad du gør med det.
Indrømmet! Det er faktisk lidt misvisende med et billede af fyrværkeri på denne side. For helt almindeligt, affyret nytårskrudt må gerne afleveres som restaffald eller i 'Rest efter sortering' på genbrugspladsen, når det er dalet ned fra himlen.
Det er dog en helt anden snak, hvis du har ikke-affyret nytårskrudt. Er det lovligt fyrværkeri, kan du aflevere det på genbrugspladsen som 'Farligt affald'. Er det ulovligt fyrværkeri, hører det hjemme hos politiet. Vi tager ikke imod det på genbrugspladsen.
Der er farligt affald mange steder i vores dagligdag. Man tænker ikke over det, da det er 'forklædt' som helt almindelige dagligdags ting.
Fx snesprayen: Det er en trykbeholder, og den må hverken afleveres i restaffaldet eller til jern og metal. Spraydåser kan risikere at eksplodere, når de bliver presset sammen i en skraldebil. Derfor må de ikke bare ryge i den almindelige skraldespand, men skal sorteres som 'Farligt affald' - enten på genbrugspladsen eller i din miljøkasse derhjemme.
Det samme gælder flødeskumssprøjten og barberskummen. Selvom den er helt tom, er spraydåsen farligt affald.
Også kosmetikprodukter, som ikke er i spraydåse, er farligt affald. Fx neglelakken eller hårfarven. Pga. indholdet af kemikalier må det ikke afleveres sammen dit restaffald.
Her er flere eksempler på farligt affald, som du måske bruger lidt ekstra af i julen, når du 'shiner' dit hjem og dig selv op til julens mange komsammener:
- Visse rengørings- og pudsemidler
- Toiletrens
- Ovnrens
- Pletfjerner
- Eddikesyre
- Medicinrester
- Sprinklervæske
Flere artikler om affald og genbrug
Læs og lær mere om, hvordan AffaldPlus behandler og genanvender dit affald og få ny viden om affald og genbrug.