Krig og ustabilitet i verden fylder noget hos de fleste. Alligevel kan det være relativt svært at forestille sig, at der faktisk skulle opstå en reel krig i Danmark. For Marta blev krig i hjemlandet en realitet, da russiske tropper ført an af styret i Kreml, intervenerede Ukraine.
Marta har arbejdet i transportoptimeringen på Fiskerhusvej i AffaldPlus siden 2021. Først som vikar og siden som fastansat ved båndet. Til dagligt bor hun i Holme-Olstrup sammen med sin mand og deres fælles barn. Marta er uddannet jurist og siden eventmanager i Ukraine, hvor hun har planlagt kæmpe farverige bryllupper, som der er tradition for i Ukraine. Men det var alligevel ønsket om en bedre tilværelse, der trak Marta og hendes mand til Danmark tilbage i 2016. De arbejdede begge i et entreprenørfirma, men i 2021 skulle det nedlægges, og i den forbindelse havnede Marta hos os.
”Jeg har kun gode ting at sige om Danmark, og folk smiler altid sådan. Og jeg er vildt glad for at være i AffaldPlus. Jeg har nogle rigtig gode kolleger, og de er søde til at spørge ind til mig. Det er meget vigtigt for mig, for det er en rigtig svær tid for mig,” siger Marta.
Da krigen i Ukraine brød ud, sad Marta og hendes mand i hjemmet i Holme-Olstrup med hjertet helt oppe i halsen og fulgte med i de ubehagelige nyheder, mens de var i kontakt med familien, venner og bekendte i Ukraine. Dengang forventede de, at krigen hurtigt ville ende igen.
”Man føler sig jo splittet. Revet midt over på en måde. Min krop er her, men min hjerne er i Ukraine. Det er som at være i to virkeligheder, men man kan hverken gøre fra eller til. Man sidder med den der følelse ”Hvorfor er jeg her?”, når mine venner dør. Derfor kan det også være virkelig svært at gå på arbejde i perioder, hvor tingene føles meget tunge, og man bare er ked af det,” fortæller Marta, mens hun knuger et hundetegn i hånden. Det hundetegn har hun fået af sin bedste ven, som desværre mistede livet i krigen, inden han nåede at give den til hende personligt. Tårerne begynder at trille stille ned ad kinderne på Marta, da hun mindes sin gode ven og stemmen knækker. På hundetegnet står der med kyrillisk:
Vi er dybt taknemmelige for dit engagement. Du er et eksempel på storhed og selvopofrelse for os alle. Må din godhed vende tilbage til dig mange gange.
Marta har fået den, fordi hun gør en forskel, selv om hun er godt 2.000 kilometer væk fra krigens rædsler.
En livsvigtig indsamling
Det var ikke planen, at Marta skulle starte en indsamlingsindsats. Det voksede frem – fordi der pludselig var behov, og fordi hun ikke kunne lade være. Hun ved, hvad der mangler – og det, der mangler, er ofte det, vi andre tager for givet: Undertøj, t-shirts, forbindinger, soveposer. Soldaterne får ofte kun skiftet undertøj hver 14. dag på grund af mangel på skiftetøj. Der er også et akut behov for forbindinger. Alt det går Marta løbende og samler ind, når hun står ved transportbåndet, og falder over noget, der kan bruges af de ukrainske soldater. I hendes garage derhjemme står der næsten altid noget parat, pakket og klar. For det kan være, der kommer en opringning i morgen om, at nu er der altså behov for hjælp. Hendes indsats for Ukraine er ikke et projekt. Det er en del af hendes liv – et forsøg på at holde sammen på to verdener, der er ved at glide fra hinanden. Hendes heroiske indsats giver hun ikke selv meget for. For Marta er slet ikke typen, der taler højt om sin indsats. For hende er det the bare minimum.
”Jeg gør, hvad jeg kan, men jeg føler ikke, at jeg gør nok. Men det er vigtigt for mig, at jeg bidrager, hvor jeg kan,” fortæller Marta.
Splittet mellem to lande
Martas familie bor ”heldigvis” i den vestlige del af Ukraine – i Lviv. Men som Marta siger: Man kan jo ikke rigtigt vide sig sikker. Og hun kan eller vil heller ikke lukke øjnene for den død og rædsel, der udspiller sig i Ukraine, selv om hun og familien føler sig tryg i hjemmet i Holme-Olstrup. Men når hun tager sin lille datter i armene, forsvinder de skrækkelige billeder af nedtrykte, deprimerede ukrainere for en stund. For for hendes datter er Danmark blevet hjem. Og sådan føles det også en gang imellem for Marta.
”Der er så meget hygge her. I Ukraine tænder vi kun lys til jul – eller hvis strømmen går. Sådan er det meget anderledes i Danmark,” siger Marta med et lille smil. Men hun savner sine traditioner, de store fester, de farverige bryllupper, hvor man kan være hundrede mennesker samlet i dagevis. Så for Marta er drømmen en dag at vende hjem og samle sin familie om et langbord, bygge en virksomhed op og finde ro og tryghed i Ukraine igen. Om drømmen bliver en realitet, ved hun ikke, men hun bærer drømmen og håbet med sig i sit stille sind.
Når Marta pakker en sovepose. Når hun tager imod et par t-shirts til soldaterne. Når hun får en besked fra en ven, der er i live – eller ikke længere er. Når hun holder sin datter i armene, og verden for en stund står stille. Så kæmper hun. I det små.
Det er når, man møder en kollega som Marta, at man bliver mindet om, at alle vores kolleger bærer på historier – historier man ikke altid kan se, men som vi bliver klogere af at lytte til.