Først røg kørekortet - så røg identiteten

Hvad gør man egentlig, når man lever af at køre flyttebil og får frakendt sit kørekort? Pludselig kan du ikke betale dine regninger, fogeden sætter dig på gaden og nu sidder du i en fugtig kolonihave med rotter pilende omkring og uden en krone på lommen. For Thomas Sørensen var det jobbet som genbrugsvejleder, der fik ham tilbage på rette kurs.

Thomas Sørensen er 40 år gammel. Han har altid arbejdet – langt de fleste af årene som områdechef i et flyttefirma, hvor han stod for de oversøiske flytninger og indkasserede +600.000 kroner om året. Men en dum overhaling af en særtransport lige efter betalingsanlægget på Storebæltsbroen resulterede i en betinget frakendelse af kørekortet. Kort efter skete det, der bare ikke måtte ske, når man lever af at køre land og rige rundt. En hastighedsoverskridelse i byzone og bum. Ubetinget frakendelse af kørekortet. 

”Jeg var flyttemand. Det var min identitet. Da jeg fik taget kørekortet, føltes det som om, at jeg også fik frataget en stor del af mig selv. Pludselig anede jeg ikke, hvem jeg var. Det er ikke fordi, jeg giver andre end mig selv skylden, og det var helt utroligt dumt. Men omkostningerne for mig, var enorme,” siger Thomas Sørensen.

Umiddelbart efter frakendelsen af kørekortet skyllede covid-19 ind over landegrænserne, og det var derfor ikke muligt for Thomas at generhverve kortet. Den pludselige livstilsændring fra at have været super aktiv til ikke at arbejde resulterede i tre diskusprolapser i lænden.  

”Jeg røg helt ned på bunden. Jeg kunne ikke betale mine regninger, og ja, så kæmpede jeg med det her med min identitet. Jeg var virkelig langt nede. Det var godt nok tough. Så kom fogeden og en låsesmed og satte mig på gaden. Mig som ellers altid har betalt mine terminer og sad i en lækker lejlighed på 140 kvm i Albertslund. Væk.”

Impulsive handlinger
Ifølge Thomas kunne kommunen ikke finde en bolig til ham, som han kunne betale med ressourceydelse. Så da en kammerat foreslog ham at købe et kolonihavehus i Korsør for en slik, slog han til. Han havde ikke set hverken huset eller grunden forinden, men Thomas var desperat efter tag over hovedet, som var til at betale. 

”Da jeg så, hvad jeg havde købt… jeg var fuldstændig grædefærdig. Der var godt nok strøm, men der var også rotter og bare helt og aldeles faldefærdigt. Og så var der brombærkrat overalt! Det var helt sindssygt. Men jeg har bare altid handlet meget impulsivt,” siger Thomas, som i dag heldigvis kan se tilbage på forskrækkelsen med et smil.

Impulsiviteten har altid været en følgesvend for Thomas, men det er først for ganske nyligt, at han har fundet ud af, hvorfor han har taget nogle dårlige eller overilede beslutninger i livet. Som for eksempel dengang, hvor han på søfartsskolen på Fanø stjal en projektor, fordi ham og nogle kammerater fra skolen ville have en større skærmoplevelse, når de spillede PlayStation. 

”Det var tåbeligt, og det blev selvfølgelig opdaget. Jeg blev smidt ud og fik en plet på straffeattesten i fem år. I det hele taget har jeg altid truffet dårlige og impulsive beslutninger. Jeg har slet ikke kunnet gennemskue konsekvenserne af mine handlinger,” forklarer Thomas, som for nyligt har fået stillet diagnosen ADHD. Han er kommet i medicinsk behandling for det, og har desuden taget en del kognitiv behandling. Det har gjort en stor forskel for ham.

”Nu ved jeg, hvorfor jeg har handlet, som jeg har og hvorfor jeg er, som jeg er. Fx var jeg slet ikke klar over, at mit kropssprog var meget sådan hårdt. Altså jeg anede ikke, hvordan jeg fremstod. Nu har jeg fået en dybere forståelse for al sådan noget, og forsøger at kontrollere det bedre,” siger Thomas. 

Fra flyttemand til genbrugsvejleder
Efter landet igen åbnede op og corona-restriktionerne blev ophævet, generhvervede Thomas kørekortet. Han ville gerne tilbage på arbejdsmarkedet, men havde svært ved at finde et job som ufaglært. Thomas har påbegyndt en del forskellige grunduddannelser – blandt andet som teknisk tegner, men har aldrig fået eksamensbeviserne i hus. 

”Jobcentret sendte mig i praktik hos en ngo, hvor jeg skulle køre lastbil. Men der havde jeg det helt ærligt sådan, hvis jeg skal køre lastbil, så skal jeg da også have en ordentlig løn for det. Jeg mener, de sagde, at de manglede vognmænd, men de ville ikke betale for det. Det er da ikke ok, er det?” siger Thomas. 

I stedet tog Thomas selv initiativ til et jobafklaringsforløb hos AffaldPlus som genbrugsvejleder. Og det blev starten på at vende tilbage til overfladen for Thomas.

”Jeg startede i et praktikforløb på genbrugspladsen i Korsør. Og havde du spurgt mig for fem år siden, om jeg kunne se mig selv på en genbrugsplads, så havde jeg sagt nej! Egentlig havde jeg en idé om, at det bare var noget med at pege på nogle containere og trykke på en knap, når de var fyldte. Men der blev jeg klogere. Der er meget mere i det end som så,” siger Thomas og griner.

”Thomas havde ikke været på arbejdsmarkedet i en del år efterhånden, og vi var bekymret for, om han kunne holde til det med de rygproblemer, som han har. Derfor oprettede vi et praktikforløb, hvor han havde tre timer tre dage om ugen. Det kunne han sagtens fungere i, så der gik ikke lang tid, før vi kunne sætte ham op i tid,” forklarer teamleder Leif Grønbæk. 

Både Leif og Thomas ser tilbage på forløbet med stor glæde. 

”Der er ingen tvivl om, at Thomas er en stor ressource i dagligdagen og træder gerne til med meget kort varsel. Thomas har mange kompetencer, hvilket også kommer hans kollegaer til gode. Han er vellidt af kollegerne, og vi er glade for, at han er blevet en del af team 1,” siger Leif. 

”Det har været et rigtig godt forløb, og jeg er blevet mødt med en stor portion rummelighed. I det hele taget er jeg rigtig glad for at være i AffaldPlus,” siger Thomas, som fik tilkendt fleksjob i november 2023. Hans håb er dog at vende tilbage til ordinær tid og vilkår på sigt.  

Once a genbrugsvejleder always a genbrugsvejleder
”Jeg elsker at være genbrugsvejleder. Jeg er ude dagen lang og taler med en masse mennesker. Flere af mine kolleger – og jeg selv kommer med noget i bagagen, og det betyder, at der er en stor rummelighed blandt kollegerne. Vi er meget forskellige, og der er flere, som har nogle skånebehov. Men vi får det til at gå op i en højere enhed. I dag kan jeg sagtens se mig selv som genbrugsvejleder i de næste 30 år,” siger genbrugsvejlederen. 

Jobbet som genbrugsvejleder er kravlet helt ind under huden på Thomas, som gerne går en ekstra mil for at undgå at sende genanvendeligt materiale til nedgravning. Så selv om en borgers fejlsortering kan betyde timers oprydning i betoncontaineren, gør han gerne det. 

”Det er klart, at når man bliver skarpere på, hvorfor det er, vi genbruger og genanvender, og i det hele taget alt det her med den grønne omstilling og bæredygtighed, jamen så får man også en eller anden form for ærekærhed ved arbejdet,” forklarer Thomas. 

Han glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer af nye udfordringer og opgaver i rollen som genbrugsvejleder. I fritiden kaster han sin energi på at få styr på kolonihaven, som han mod alle odds har beholdt og kommet godt i bund med, sammen med sin kæreste.