CO2-fangst

Der er meget snak herhjemme om CO2-fangst, men hvad er det egentlig for en størrelse, og hvorfor er det relevant for AffaldPlus at beskæftige sig med?
Illustration af CO2-fangst

CO2-fangst kaldes også Carbon Capture and Storage (CCS). Det er den samlede betegnelse for en række teknologier, der bruges til at fange og lagre CO2 i undergrunden. I AffaldPlus har vi længe holdt øje med den stadig meget nye teknologi, fordi den er interessant i forhold til vores affaldsenergianlæg i Næstved.

Mængden af CO2 skal reduceres
Der er meget lave grænseværdier for, hvad der må stige op af skorstenen af forurenende stoffer, og det har vi helt styr på med hjælp fra vores røggasrensningsanlæg, som renser røgen, inden den slippes ud i atmosfæren! Men CO2 er også et produkt af affaldsforbrænding. Det er isoleret set ikke skadeligt, men mængden af CO2 i verden skal reduceres, så vi får rettet op på den menneskeskabte ubalance i atmosfæren, som fører ildevarslende klimaforandringer med sig. Og vi kan lige så godt starte med os selv.


Sådan fungerer det – i grove træk
Kort fortalt vil CO2-fangst på AffaldPlus Affaldsenergi fungere sådan, at vi fanger CO2’en fra affaldsforbrændingen, før vi slipper den ud gennem skorstenen. Så nedkøler vi gassen, den bliver afhentet og lagret i undergrunden på egnede lokationer i Nordsøen (se også illustrationen længere nede). Vi regner med at kunne fange 100.000 tons CO2.


Attraktive frontløbere med lavere omkostninger
Det er yderst kompliceret, dyrt og ressourcekrævende at etablere CO2-fangst på et affaldsenergianlæg. Det ved vi fra kolleger i branchen, men der er gode grunde til at interessere sig for det:

  • Vi vil gerne være frontløbere på den grønne omstilling, og derfor har vi et mål om at levere CO2-fri varme fra 2030.
  • 48 % af vores nuværende omkostninger går til CO2-afgifter, og det vil vi gerne gøre op med.

Herudover vil vi gerne gøre det attraktivt at vælge AffaldPlus som behandler af forbrændingsegnet affald.

Herunder ses en meget simpel illustration af CO2-fangst i AffaldPlus

Illustration af CO2-fangst