Byggeriet på Sorø Genbrugsplads trækker ud…
Først håbede vi at genåbne i maj. Det blev så til juli, og nu forventer vi, at det bliver i løbet af august. Men én ting ligger helt fast: Sorø Genbrugsplads genåbner, LIGE SÅ SNART den sidste entreprenørmaskine er væk, og alle godkendelser er i hus.
Forventningsfulde borgere i Sorø må fortsat væbne sig med tålmodighed. For vi kan desværre stadig ikke afsløre en konkret dato for, hvornår Sorø Genbrugsplads genåbner efter ombygningen. Men vi forventer og håber, at det bliver i august.
Det er bl.a. etableringen af en støjvold, som har forlænget byggeperioden. Den var ikke planlagt i entreprisen, da der ikke har været støjvold på pladsen før, men nye krav har gjort den nødvendig. Det meste af byggeriet på pladsen er snart færdiggjort, og derfor er det efterhånden kun tests, godkendelser og overlevering fra entreprenøren,
der mangler.
”Vi er kede af, at vi ikke kan melde en dato ud, men lige nu tør vi ikke love noget”, siger driftskoordinator hos AffaldPlus, René Møller. ”Men én ting er sikkert… vi trækker ikke åbningen længere end nødvendigt, for vi glæder os til at tage den ombyggede plads i brug og få den normale drift tilbage”, slutter René Møller.