AffaldPlus afgiver ikke tilbud i Energistyrelsens CCS-udbud
Udvælgelsen til Energistyrelsens CCS-pulje tilbage i maj var en anerkendelse af AffaldPlus Affaldsenergi A/S’ dybe engagement i den grønne omstilling, men efter en grundig analyse og vurdering, er konklusionen hos AffaldPlus, at de nuværende rammevilkår for CCS-udbuddet indebærer en meget stram og risikofyldt tidsplan samt yderst komplekse finansielle krav, som begrænser mulighederne for grundige analyser og ansvarlig beslutningstagning. Blandt andet vurderes kravet om kontraktunderskrivelse allerede i april 2026 og fuld drift i 2030 at lægge unødigt pres på projektet, da tidsplanen er alt for komprimeret for et initiativ af denne skala og kompleksitet.
På ovenstående baggrund har AffaldPlus Affaldsenergi A/S besluttet, at det hverken er realistisk eller ansvarligt at afgive et endeligt og bindende tilbud til Energistyrelsen inden den 17. december:
"De nuværende rammevilkår i udbuddet pålægger vores ejerkommuner et betydeligt økonomisk ansvar, idet de skal stille store garantier for et projekt, som både er komplekst og højrisikabelt. Samtidig er tidsplanen simpelthen for stram. Vi har aktivt arbejdet for at få justeret udbuddet, så det indeholder mere realistiske vilkår og en tidsplan, der afspejler projektets kompleksitet. Desværre var dette ikke muligt, og vi må nu handle derefter,” siger bestyrelsesformand Stefan B. Andersen.
CCS-projektet med forankring i AffaldPlus Affaldsenergi A/S er et partnerskab med European Energy, som skulle have leveret CO₂-fangst- og -fortætningsteknologi via datterselskabet Ammongas. CarbonCuts indgår også i samarbejdet og skulle have været ansvarlig for lagring af CO₂ i undergrunden.
“Selvom de nuværende rammer i CCS-udbuddet giver udfordringer, står vores tro på fremtiden for både CCS og CCUS stadig stærkt. De indsigter, vi har fået gennem processen, styrker vores fortsatte arbejde med at udvikle fleksible løsninger til CO₂-fangst—både til permanent lagring og til anvendelse i Power-to-X og andre innovative formål,” siger Emil Vikjær Andresen, Executive Vice President og Head of Power-to-X hos European Energy.
Jaime Casasus-Bribian, CEO for Ammongas og Director of PtX, supplerer:
“Vores praktiske erfaring med CO₂-fangst og -fortætning viser det enorme potentiale, både CCS og CCUS rummer, og samarbejdet med AffaldPlus har kun styrket vores engagement i at udvikle fleksible løsninger til den grønne omstilling”.
Beslutningen om ikke at afgive tilbud til det nuværende CCS-udbud lukker ikke døren for CO₂-fangst hos AffaldPlus i fremtiden.
“Selvom vi nu vælger ikke at deltage i CCS-udbuddet, har processen givet os værdifuld indsigt og erfaring, som styrker vores fremtidige arbejde med CO₂-fangst. Den viden og de kompetencer, vi har opbygget undervejs, giver et stærkt fundament for vores fortsatte udvikling. Vi vil i det nye år vurdere, om det er muligt at realisere et CCUS-projekt i fremtiden. Som selskab ønsker vi større fleksibilitet i forhold til markedsudviklingen og vil først overveje at investere i CO₂-fangst, når det er mest ansvarligt — økonomisk såvel som teknisk. Vi mener, at denne tilgang gør os i stand til at bidrage til den grønne omstilling på en måde, der både er samfundsøkonomisk bæredygtig og i tråd med vores egne ambitioner,” siger bestyrelsesformand Stefan B. Andersen.
Yderligere information
For yderligere information: Kontakt direktør Rikke Saltoft på 3010 3609.