AffaldPlus har fået ny bestyrelse
På årets første bestyrelsesmøde den 9. januar 2026 konstituerede AffaldPlus’ nye bestyrelse sig. Udskiftningen sker som et naturligt følge af kommunalvalget tilbage i november. AffaldPlus er nemlig ejet af seks kommuner (Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg), og bestyrelsen er som udgangspunkt sammensat af borgmestrene fra disse kommuner samt tre eksterne bestyrelsesmedlemmer og en medarbejderrepræsentant.
Gengangere og nye kræfter
Der er et par gengangere fra den sidste periode, da borgmester Knud Vincents fra Slagelse Kommune fortsætter i den nye bestyrelse. Det samme gælder for Klaus Hansen fra Ringsted Kommune, som ikke blev genvalgt som borgmester, men fortsætter i bestyrelsen for at sikre stabilitet og kontinuitet i en tid, hvor meget er oppe at vende i affalds- og energisektoren – såvel driftsmæssigt som økonomisk. Kasper Frejstrup fortsætter ligeledes som medarbejderrepræsentant.
Bestyrelsen sætter dagsordenen og retningen for AffaldPlus i de næste fire år og har ansvaret for at sikre en stabil, ansvarlig og bæredygtig drift af AffaldPlus på vegne af netop de seks ejerkommuner.
Ny formand og næstformand
På det konstituerende bestyrelsesmøde skulle både vælges en formand og en næstformand, da den hidtidige formand Stefan Birkebjerg Andersen efter eget ønske udtrådte af bestyrelsen samme dag. Det samme gjaldt et af bestyrelsens øvrige, eksterne medlemmer, Titti Kopp. Både Titti og Stefan har ydet en stor arbejdsindsats for selskaberne.
Bestyrelsen besluttede at udpege Anders Ertmann som formand. Anders har siddet i bestyrelsen siden 2025 og er til daglig CEO hos EFKT. Anders har solid bestyrelseserfaring og ser det som et stort privilegium at arbejde i et offentligt-privat partnerskab, der skaber konkret og langsigtet værdi for samfundet.
Næstformanden skal ifølge vedtægterne vælges blandt de seks kommunalpolitikere og her faldt valget på Klaus Hansen fra Ringsted Kommune. Den nu valgte bestyrelse indtræder ligeledes som bestyrelse i AffaldPlus Affaldsenergi A/S, dog med undtagelse af medarbejderrepræsentant Kasper Frejstrup.
AffaldPlus ser frem til et fortsat tæt samarbejde med bestyrelsen om at udvikle AffaldPlus til gavn for ejerkommuner, borgere, medarbejdere og miljø.