Vores mål
AffaldPlus er sat i verden for at hjælpe ejerkommunerne med at løse deres opgaver på affalds- og energiområdet. Vi skal dermed gøre vores til, at kommunerne lever op til målene om genanvendelse, bæredygtighed og produktion af energi.I vores tilgang forstår vi bæredygtighed bredt og lægger vægt på både miljømæssige, økonomiske og sociale dimensioner.
AffaldPlus arbejder hver dag for at hjælpe kommunerne med at nå EU's og regeringens målsætninger, når det gælder genanvendelse. Herudover optimerer vi hele tiden vores anlæg og vores håndtering af affaldet, så vi sikrer den bedst mulige udnyttelse af affaldets ressourcer. Det gør vi bl.a. ved at følge affaldshierarkiet og prioritere genbrug over genanvendelse, og genanvendelse over energiudnyttelse. Kun en lille del af affaldet ender på deponi og til specialbehandling.
Vores bestyrelse har netop vedtaget en ny strategi, som sætter retningen for AffaldPlus-koncernens arbejde de næste fem år. Kort fortalt har strategien fem hovedspor og en række ambitioner for hvert spor. De tilknyttede effektmål skal sikre, at vi holder 'snuden i hovedsporene' og bruger strategien aktivt til at danne grundlag for prioriteringer, projekter og beslutninger – både i driften og i de større udviklingsinitiativer.
Her er et par udvalgte eksempler på strategiens effektmål:
- Kundernes overordnede tilfredshed med AffaldPlus er som minimum 6,0 vurderet på en syvtrinsskala (effektmål 2.1)
- Senest i 2030 er I/S AffaldPlus’ samlede CO2e-udledning reduceret med mindst 10 % i forhold til baseline 2026, og klimaregnskabet dokumenterer løbende, at driften udvikler sig i retning af lavere klimapåvirkning (effektmål 5.2)
- Fra 2028 skal alle kritiske anlæg have opdaterede fysiske sikringsforanstaltninger, der mindsker risikoen for skader fra udefrakommende hændelser som fx ekstremt vejr, hærværk eller indbrud (effektmål 7.2)
- Sygefraværet falder til under 6 % senest i 2026 og fastholdes derunder (effektmål 11.2)
- Fra 2029 udgør investeringer i ny teknologi den primære årsag til omkostningsstigninger frem for afgiftsbelastning (effektmål 15.1)
- Senest fra 2028 anvender hele organisationen det fælles ledelsesrapporteringssystem som primært datagrundlag, og afvigelser i nøgletal mellem afdelinger er elimineret (effektmål 16.1)
Læs hele strategien "Vores fremtid i den grønne omstilling" - AffaldPlus' strategi for perioden 2025-2030
Kpi
Til og med 2025 har vi arbejdet med årlige, målbare kpi'er (Key Performance Indicators) for at opnå vores mål. Kpi'erne præsenteres for vores bestyrelse i marts, hvor der laves der status for året, der gik. Fra 2026 erstatter strategiens effektmål arbejdet med kpi'er.
Læs afrapporteringen af de kpi'er, vi har arbejdet med i 2025
Læs vores bæredygtighedsrapport for 2024:
AffaldPlus og verdensmålene
Strategien afspejler, at vi i AffaldPlus arbejder aktivt med bæredygtighed og den grønne omstilling. Vi har i mange år arbejdet med FN’s verdensmål, og vores arbejde er i dag særligt forankret i verdensmål 7, 8, 9, 11, 12 og 13. De handler om henholdsvis energi, anstændige jobs, infrastruktur, byudvikling, ansvarligt forbrug og klimaindsats.
I strategien kan du se, hvordan vi knytter de enkelte verdensmål til de strategiske ambitioner.