Værd at vide
Til dig der besøger vores genbrugs- og haveaffaldspladser.
Søg i vores Affalds-ABC
Er du i tvivl om sortering, så slå det op i Affalds-ABC'en. Her får du at vide, hvor du skal gøre af dit affald - både derhjemme og på genbrugspladsen.
Klunsning er forbudt på vores pladser
Du må ikke tage andres affald med hjem fra genbrugs- og haveaffaldspladsen. Når affaldet er afleveret, overtager AffaldPlus ejerskabet af de afleverede materialer. Vi er ansvarlige for, at de behandles miljømæssigt forsvarligt. Og hvis affaldet kan genbruges, sørger vi for, at det kommer til salg i vores genbrugsbutikker. På den måde kommer det hele affaldsfællesskabet til gode – ikke kun enkeltpersoner.
Klunsning er forbudt for både medarbejdere og kunder. Du kan dog opleve, at medarbejderne tager affald op af en container for at sende det til direkte genbrug i vores genbrugsbutikker. Læs mere om, hvordan ”Vi gi’r ting nyt liv”.
Kun klare sække
Du må kun bruge klare sække, når du afleverer affald. Affald i farvede sække og papirsække må ikke tages med på genbrugs- eller haveaffaldspladsen - heller ikke selv om du har tænkt dig at tømme affaldet ud i containerne. Klare sække giver bedre sortering og mere genbrug, og så er det i øvrigt et krav jf. affaldsbekendtgørelsen § 34, stk. 2.
Vi modtager alt - næsten...
Med over 50 forskellige affaldscontainere på de fleste af vores genbrugspladser tager vi næsten imod alt dit affald. Der er dog få undtagelser. Fx tager vi ikke imod uaffyret ammunition, sprængstoffer, døde kæledyr og store køretøjer som fx campingvogne, personbiler og lignende. Er du i tvivl, så tjek vores Affalds-ABC eller spørg på genbrugspladsen.
Køb og betaling
På genbrugspladserne sælger vi bl.a. klare sække, ekstra sække til restaffald m.m. Se mere under den enkelte genbrugsplads. Vi tager imod betaling via MobilePay og med følgende kort på alle genbrugspladser: Dankort, Visa og MasterCard. Dog er det kun kortbetaling via mobiltelefon.
Lukkedag onsdag i uge 50
Hvert år - onsdag i uge 50 - holder AffaldPlus' genbrugspladser lukket pga. uddannelsesdag for personalet. Dagen styrker de ansatte på AffaldPlus’ genbrugspladser - både fagligt og kollegialt. For at få alle medarbejdere med, er det nødvendigt med denne ene lukkedag.
Tag gerne dine egne redskaber med - og en hjælper!
Medbring gerne de redskaber, som du skal bruge for at tømme din bil eller trailer - fx skovl, greb, handsker osv. På de fleste genbrugs- og haveaffaldspladser kan du dog låne en kost og skovl, hvis du taber affald på pladsen.
Medbring også en hjælper, hvis du har tungt eller stort affald. Du skal som udgangspunkt selv kunne håndtere dit affald på pladsen.
Gode vaner
Vi har lavet en lille oversigt med retningslinjer for besøg på vores pladser, - det meste er sund fornuft. Hent ”Velkommen på genbrugspladsen” som pdf.
Størrelse på køretøjer på vores pladser
På genbrugs- og haveaffaldspladser må du komme i køretøjer med en totalvægt på 3.500 kg + evt. lovlig trailer. Det er affaldsbekendtgørelsen § 40, stk. 2, der fastsætter grænsen for køretøjerne.
Videoovervågning
Alle AffaldPlus’ pladser er videoovervåget. Vi bruger video til:
-
At aflæse nummerplader. Det gør vi, da vi skelner mellem private og virksomheder. Sidstnævnte skal nemlig betale pr. indkørsel, mens private betaler via det det årlige renovationsgebyr.
-
At forebygge og forhindre tyveri, klunsning og anden uacceptabel opførsel.
Vi gør opmærksom på, at vi politianmelder tyveri, klunsning og anden uacceptabel opførsel, herunder henstilling af affald foran porten. Vi bruger video i forhold til gældende lov på området.
Sikkerhed på pladserne
På alle genbrugspladser findes der bl.a. følgende sikkerhedsudstyr:
-
Førstehjælpskasse
-
Hjertestarter
-
Ildslukkere af forskellige typer
-
Nødbruser
-
Øjenskyl
Hjertestarter findes som udgangspunkt ved kontoret på pladsen. Er du i en situation, hvor du har brug for en af ovenstående sikkerhedsforanstaltninger, så kontakt en genbrugsvejleder på pladsen.