Fjernvarmen i Karrebæk Fjernvarme
Fjernvarmen til Karrebæk og Karrebæksminde vil blive produceret ved hjælp af en varmepumpe, en el-kedel, en akkumuleringstank og solceller.
I Karrebæk skal der bygges en helt ny varmecentral, som kommer til at bestå af en stor varmepumpe, en akkumuleringstank, en el-kedel og solceller. Med sådan et produktionsapparat kan vi udnytte de varierende elpriser og producere størstedelen af energien på varmepumpen og el-kedlen, når elpriserne er lavest. Den overskydende energi opbevares i akkumuleringstanken og bruges i stedet, når priserne er høje. På dage hvor elpriserne er høje og solen skinner, kan vi desuden gøre brug af egen elproduktion fra solcellerne.
Den måde at producere fjernvarme på er helt i tråd med fremtidens energimarked, hvor energien skal udnyttes mest optimalt. Samtidig gør varmecentralens produktionsapparat det muligt at imødegå eventuelle høje prisudsving.
Andelen af vedvarende energi på varmecentralen vil følge el-nettet. I 2023 bestod 84 % af el-nettet af vedvarende energi, og andelen stiger år for år.
Til de mere teknisk interesserede, så vil det samlede produktionsanlæg, som det ser ud på nuværende tidspunkt, formentlig komme til at bestå af:
- en luft-til-vand varmepumpe med en varmeeffekt på 2,6 MW
- en 5,0 MW elkedel
- en akkumuleringstank på 3.000 m³
- et solcelleanlæg med en årsproduktion af ca. 1.150 MWh el
Hvor skal den nye varmecentral ligge?
Næstved Kommune ejer flere grunde bag Karrebæk Hallen, og hér er kommer den nye varmecentral til at ligge. Hvis det viser sig, at den støjer mere, end det er tilladt, vil der blive taget hånd om det - fx ved hjælp af støjvægge mod de nærmeste naboer.
Placering af solceller og varmecentral på kommunal grund kræver, at at Næstved Kommune indarbejder det i både kommune- og lokalplan, og den proces tager desværre et år.


