Vi har et nyt tilbud til eleverne i indskolingen - en sanselig og underholdende teaterforestilling. Forestillingen tager fat på bæredygtighed i børnehøjde ved at undersøge, hvor alle vores ting kommer fra, og hvorfor naturens ressourcer har værdi.
Med humor, musik og finurlige greb inviterer 'Tag en Ting' eleverne ind i et nysgerrigt univers om de ting, vi har omkring os hver dag. Forestillingen tager udgangspunkt i en enkel, men vigtig pointe: Alting kommer fra Jorden.
Gennem leg, undren og små overraskelser opdager børnene, hvordan naturens ressourcer og menneskers opfindsomhed hænger sammen – og hvordan selv de mest almindelige ting gemmer på en historie. Forestillingen er både sjov, poetisk og tankevækkende – og giver en fælles oplevelse, der kan danne afsæt for videre arbejde med fx materialer og natur, 'fra råstof til ting', forbrug og genbrug.
Forestillingens fortælling
Helene og Line keder sig. Og det er faktisk ret cool at kede sig. Men da en enkelt vingummi pludselig sætter gang i tankerne, begynder de at undersøge, hvor tingene omkring dem egentlig kommer fra. Langsomt åbner verden sig: Ting er ikke bare ting. De kommer et sted fra. De har været noget andet før. Og vi mennesker er en del af den samme jord.
Hvornår og hvor
Forestillingen varer ca. 45 minutter og foregår i YderZonen.
- Onsdag den 15. april kl. 9.15 og kl. 10.30
- Torsdag den 16. april kl. 9.15 og kl. 10.30
Book i vores bookingsystem fra d. 9. marts til og med den 20. marts 2026. Hold gerne øje med evt. ledige pladser hele bookingperioden. Vi rokerer og mingelerer rundt med tilmeldingerne (naturligvis kun med grønt lys fra de tilmeldte) så flest muligt kan komme med.
Alt det praktiske
Forestillingen er gratis for indskolingselever i vores ejerkommuner, som har været – eller skal – på besøg i YderZonen i løbet af 2025/26.
- Vi tilbyder gratis bustransport til skoler, der ligger mere end 3 km fra YderZonen
- Der skal deltage minimum to lærere pr. klasse
- Lærerne hjælper med at sikre ro og gode rammer under forestillingen
- Det er desværre ikke muligt at spise madpakker i YderZonen