I Yderzonen øver vi os på at blive bedre fortællere. Det er ikke, fordi vi mangler noget at tale om, når I besøger os med jeres elever – tværtimod. Affald, ressourcer, energi, vaner og valg. Der er mere stof, end vi kan nå. Men vi har kun en enkelt formiddag sammen. Derfor må vi prioritere – både i indhold og i form.
Måske har nogle af jeres elever stødt på fortællingen om Kulle, det lille kulstofatom, den utømmelige ønskebrønd eller drengen med de otte par sko. Det er ikke helt tilfældigt. Vi er nemlig begyndt at arbejde mere bevidst med fortællinger som en del af vores undervisning.
Man husker dét, der rammer - dét, der skaber billeder
Fakta kan være svære at huske, når de står alene. Fortællinger giver dem noget at hænge fast i. De skaber billeder i hovedet, vækker nysgerrighed og binder viden sammen i en sammenhæng, vi kan følge og huske.
En fortælling kan også gøre det store og abstrakte mindre abstrakt. Ressourceforbrug, klima og bæredygtighed kan hurtigt blive til tal, begreber og grafer. Gennem fortællingen kan de samme emner få personer, dilemmaer og konsekvenser – og komme lidt tættere på. Derfor eksperimenterer vi med, hvor og hvordan fortællingen kan gøre vores undervisning bedre.
Vores primære formidlingsform er fortsat aktivitet og det at komme ud og opleve en del af virkeligheden – nemlig vores anlæg. Fortælling og dialog skal understøtte oplevelsen, ikke erstatte den. Vi er i proces, og vi øver os – med ambitionen om at blive endnu skarpere og mere nærværende i vores formidling. Vi er nemlig ret optagede af, hvad der sker med den faglige viden, når den ikke bare skal forstås her og nu men også gerne må blive hængende lidt længere.
Filosofisk samtale
Et andet didaktisk greb, vi arbejder med, er filosofisk dialog. Filosofisk dialog bygger blandt andet på traditionen filosofi med børn og den sokratiske samtale.
Vi er inspirerede af et forskningsprojekt på SDU, hvor filosofiske dialoger beskrives som faciliterede, undersøgende gruppesamtaler med fokus på refleksion og kritisk tænkning. En vigtig pointe er, at underviseren ikke sidder med det svar, eleverne skal frem til. I stedet undersøger eleverne et spørgsmål sammen og øver sig i at begrunde, lytte og bygge videre på hinandens tanker. Det passer godt til nogle af de store spørgsmål om ressourcer, affald, energi og bæredygtighed, hvor der sjældent findes ét enkelt svar.
Et spørgsmål i udskolingen kan fx være: Hvilken energikilde, mener I, er mest bæredygtig? Første gang eleverne møder spørgsmålet, tager de udgangspunkt i den viden og forforståelse, de allerede har. I løbet af besøget får de ny viden og nye oplevelser, og senere kan vi vende tilbage til spørgsmålet: Mener I stadig det samme? Hvad ved I nu, som I ikke vidste før? Målet er ikke, at eleverne nødvendigvis skal ændre mening. Måske holder de fast, men kan begrunde deres bud bedre. Måske opdager de flere nuancer – eller måske ændrer de faktisk standpunkt. Pointen er, at ny viden kan være med til at kvalificere det, vi tænker, mener og vælger.
Også her øver vi os. Det, vi især finder udfordrende, er at finde det rette niveau – spørgsmålene skal være åbne nok til at skabe refleksion, men konkrete nok til, at eleverne kan byde ind.