Hele processen fra A-Z
Vi tager dig med gennem processen omkring en fjernvarmeinstallation, så du ved, hvad der sker skridt for skridt.
Her får du en beskrivelse af hele processen, når du skal have fjernvarme. Bemærk, at gennemgangens sidste punkt kun vedrører tilslutningsmodel A1 og A2. Hvis du vælger model C, så står du selv for at finde en VVS'er, der kan færdiggøre installationen indendørs.
Tilmeld dig her på hjemmesiden
Vi har gjort det nemt for dig - hvis du bor et sted, hvor det er muligt at få fjernvarme, kan du tilmelde dig her på hjemmesiden. I din tilmelding skal du tage stilling til, hvilken tilslutningsmodel, du ønsker. Som kunde hos Stenlille Fjernvarme er det et krav, at du benytter digital post med mindre, du er fritaget, derfor skal du sige "ja tak" til e-Boks.
Vi sender en kontrakt til underskrift
Efter tilmeldingen modtager du efter kort tid en fjernvarmekontrakt til digital underskrift.
Vi holder sammen et installationsmøde
Når vi nærmer os selve installationen, bliver du kontaktet med henblik på et installationsmøde. Du får besøg af en fjernvarmemedarbejder, og sammen lægger I en plan for, hvor din stikledning skal graves ned, hvor fjernvarmerørene skal gå ind i huset og dit fjernvarmeanlæg placeres.
Så skal der graves
Vores entreprenør kommer med hele maskineriet og nedgraver først det hovedrør, som skal forsyne husene på vejen med fjernvarme. Så kommer turen til din og dine naboers stikledninger. Stikledningen nedgraves i en ca. 50 cm bred rende og slutter i et udendørs stikskab, hvor hovedhanerne monteres. Nogle gange kan det gøres samme sted, som din gas i dag går ind, og andre gange må vi montere dem et andet sted. Vi sørger for at genetablere udvendig, hvad angår græs og evt. belægning, men ikke planter.
VVS'eren kommer og monterer
Når hovedhanerne er monteret, og der er kommet vand på rørene, er det VVS'erens tur til at færdiggøre installationen indvendig. Det tager 1-2 dage. Han trækker de indvendige rør frem til dit fjernvarmeanlæg, monterer og tilslutter fjernvarmen til husets eksisterende varmeinstallation. Hvis du har brug for mere end 5 meter dobbeltrør (fremløb og retur), så vil du blive opkrævet pr. ekstra rørmeter.
Herunder kan du se lidt billedeksempler på den synlige del af en fjernvarmeinstallation.