Fjernvarmen i Stenlille Fjernvarme
Fjernvarmen til Stenlille og Stenmagle vil blive produceret ved hjælp af to varmepumper, en el-kedel, en akkumuleringstank og solceller.
Mellem Stenlille og Stenmagle skal der bygges en helt ny varmecentral, som kommer til at bestå af to store varmepumper, en akkumuleringstank, en el-kedel og muligvis solceller. Med sådan et produktionsapparat kan vi udnytte de varierende elpriser og producere størstedelen af energien på varmepumperne og el-kedlen, når elpriserne er lavest. Den overskydende energi opbevares i akkumuleringstanken og bruges i stedet, når priserne er høje. Det gør, at vi kan tilbyde el-nettet at stoppe varmepumpen og bruge fra tanken i stedet. Det er der god økonomi i. På dage hvor elpriserne er høje og solen skinner, kan vi desuden gøre brug af egen elproduktion fra solcellerne.
Den måde at producere fjernvarme på er helt i tråd med fremtidens energimarked, hvor energien skal udnyttes mest optimalt. Samtidig gør varmecentralens produktionsapparat det muligt at imødegå eventuelle høje prisudsving.
Andelen af vedvarende energi på varmecentralen vil følge el-nettet. I 2023 bestod 84 % af el-nettet af vedvarende energi, og andelen stiger år for år.
I forhold til små varmepumper i private hjem, så har store varmepumper mange enheder, en privat har kun én. Dvs. du er på den, hvis din egen varmepumpe går i stykker, mens det ikke kan mærkes, hvis en af flere enheder står af på værket. Teknologien på et centralt varmeværk gør desuden, at virkningsgraden er højere end private varmepumper.
Til de mere teknisk interesserede, så vil det samlede produktionsanlæg, som det ser ud på nuværende tidspunkt, formentlig komme til at bestå af:
- to luft-til-vand varmepumper med en varmeeffekt på hver 1,8 MW
- en 5,0 MW elkedel
- en akkumuleringstank på 3.000 m³
- et solcelleanlæg med en årsproduktion af ca. 1.128 MWh el
Hvor skal den nye varmecentral ligge?
Planen er, at Stenlille Fjernvarme skal finde en egnet grund mellem Stenlille og Stenmagle til den nye varmecentral. Udover at placeringen er optimal i forhold til at kunne forsyne begge byer med fjernvarme, så er det også tæt på Stenlille Gaslager, som vi er i dialog med i forhold til muligheden for at aftage overskudsvarme.


