FAQ om AffaldPlus Affaldsenergi
Få svar på dine spørgsmål om import, affaldsenergianlægget og privatiseringen.
Import af affald
Hvor meget affald importerer AffaldPlus?
I 2024 forventer vi at importere i alt 45.000 ton affald fra udlandet. Det svarer ca. til 1/3 af det affald, vi brænder.
Det første halvår af 2025 regner vi med at importere ca. 15.000 ton. Vi bliver klogere på 2025, når vi ved, hvor mange udbud vi vinder, efter at Næstved Affaldsenergi bliver til AffaldPlus Affaldsenergi A/S. Følg med på vores importside.
Hvorfor giver det mening at importere affald?
På vores affaldsenergianlæg i Danmark brænder vi affald under strenge miljøkrav og udnytter det til produktion af el og fjernvarme. I de europæiske lande, vi importerer fra, har de som oftest ikke forbrændingsanlæg og da slet ikke systemet til at sende varmen videre. Kun nogle steder kan de anvende det el, der kommer ud af affaldsforbrænding.
Hvis vi ikke importerede affaldet, ville det som oftest i stedet blive deponeret, dvs. gravet ned på en losseplads i lande som fx Italien, England og Irland. Deponering af affald udleder metan, - en klimagas der er 25 gange kraftigere end CO₂ og dermed meget værre for klimaet end dét at blive brændt. Klimabelastningen ved transport af affald, der fortrinsvis sker med skib, er meget lille i det samlede klimaregnskab.
Læs mere på vores importside.
Hvilke lande kommer affaldet fra?
Affaldet kommer i 2024 fra England og Italien, hvor de ikke selv har anlæg nok til forbrænding – og da slet ikke infrastruktur til at udnytte den energi, der kommer ud af affaldsforbrændingen.
Er I ikke bange for, at det udenlandske affald er fyldt med affald, der ikke bør brændes, fordi det indeholder farlige stoffer?
Når vi indgår aftaler om at aftage affald fra andre europæiske lande, sker det ikke, uden vi har stillet krav til det udenlandske affald, så vi opnår den bedst mulige energiudnyttelse. Vi er fx ikke interesserede i, at affaldet indeholder gips, PVC eller andre uønskede affaldstyper. Herudover går vi efter affald med en brændværdi, som ligner vores øvrige affald.
Læs mere på vores importside.
Hvordan transporteres importeret affald til Næstved?
Det meste sejles til havnen i Næstved. Hvert skib rummer ca. 2.300 ton affald. Det tager lastbiler to dages kørsel at tømme skibet og transportere det 4,5 km fra havnen til AffaldPlus. En del af det italienske affald kommer dog med tog. Se en video af transporten med skib på vores importside.
Tjener AffaldPlus penge på at importere affald?
Ja, AffaldPlus får penge for at behandle importeret affald. Det kommer borgerne i de seks ejerkommuner til gode. Men også den danske stat, som indirekte får penge ind på CO2-afgifter i form af en øget mængde affald til forbrænding.
Hvad hvis det ikke længere kan betale sig at importere?
Så nøjes vi med at importere den mængde, vi skal bruge for at kunne levere varme til Næstved Fjernvarme. I dag fylder vi anlægget helt op, fordi der er positiv økonomi i at producere alt det el, vi kan. Det må vi give køb på, hvis det bliver for høj en omkostning.
Hvad hvis det pludselig bliver forbudt at importere affald?
Det er meget svært at forestille sig – blandt andet fordi, vi er med i EU. Her ses affald som én samlet mængde på tværs af landegrænser, og holdningen er, at dem der har teknologien til det, skal hjælpe resten forsvarligt af med deres affald. Danmark er desuden et af de få lande, som formår også at udnytte den energi, der genereres i forbrændingsprocessen til el og varme. Andre steder slippes den bare ud igen.
Hvordan påvirkes miljøet i Næstved af, at AffaldPlus importerer affald?
Miljøet i Næstved påvirkes som sådan ikke af, at AffaldPlus importerer affald, men der bliver alt andet lige udledt CO2, som ellers ville være udledt et andet sted i Europa. CO2 kan dog ikke betragtes lokalt, da det ikke kan ”bures inde” af by- og landegrænser. Det skal betragtes med globale briller.
Privatiseringen og dens betydning
Hvorfor skal Næstved Affaldsenergi privatiseres?
Folketinget besluttede i 2023 en lov om at konkurrenceudsætte affaldsenergien. Derfor udlægges Næstved Affaldsenergi pr. 16. december 2024 i et A/S ved navn AffaldPlus Affaldsenergi. Det betyder samtidig, at AffaldPlus fra 2025 skal byde på forbrænding af affald, som vi førhen var sikret automatisk fra vores seks ejerkommuner. De resterende affaldsenergianlæg i Danmark bliver derfor vores konkurrenter. Læs mere om selskabsgørelse.
Hvad sker der, hvis AffaldPlus ikke vinder udbud på forbrænding af affald i ejerkommunerne?
Det er selvfølgelig optimalt, hvis vi kan blive ved med at behandle affald fra vores seks omkringliggende ejerkommuner, og vi kommer helt sikkert også til at byde på det. Skulle det ske, at vi mister ”eget affald”, så er der heldigvis samtidig åbnet for muligheden for at få det andre steder fra. Generelt er der så rigeligt med affald på det europæiske kontinent.
Hvad hvis AffaldPlus ikke kan skaffe affald nok til forbrænding?
Der kommer ikke til at mangle affald til forbrænding. Alle fremskrivninger viser, at der er mere end rigeligt. I Danmark viser fremskrivningerne faktisk, at forbrændingskapaciteten om nogle år vil være for lille.
Hvordan bliver den nye bestyrelse for AffaldPlus Affaldsenergi sammensat?
Sammensætningen for bestyrelsen i AffaldPlus Affaldsenergi behandles i vores ejerkommuner i oktober og november 2024.
Hvor stor en del af AffaldPlus Affaldsenergi A/S kommer AffaldPlus selv til at eje?
Når selskabet er stiftet, vil AffaldPlus eje 100 %. Der kan åbnes op for, at private investorer kan blive medejere af AffaldPlus Affaldsenergi, men AffaldPlus skal bevare majoriteten. Læs mere om selskabsgørelse.
CO2-fangst
Hvad er CO2-fangst (CCS)?
CO2-fangst kaldes også Carbon Capture and Storage (CCS). Det er den samlede betegnelse for en række teknologier, der bruges til at fange og lagre CO2 i undergrunden.
Kort fortalt vil CSS på AffaldPlus Affaldsenergi fungere sådan, at vi fanger CO2’en fra affaldsforbrændingen, før vi slipper den ud gennem skorstenen. Så nedkøler vi gassen og lukker den ud i en tank, hvor den vil blive afhentet.
Læs mere om CO2-fangst.
Hvorfor vil AffaldPlus have CO2-fangst på AffaldPlus Affaldsenergi?
Det er der to primære årsager til:
- Vi vil gerne være frontløbere på den grønne omstilling, og derfor har vi et mål om at levere CO2-fri varme fra 2030.
- 48 % af vores nuværende omkostninger går til CO2-afgifter, og det vil vi gerne gøre op med.
Herudover vil vi gerne gøre det attraktivt at vælge AffaldPlus som behandler af forbrændingsegnet affald.
Hvor meget CO2 forventer AffaldPlus at kunne fange?
Vi regner med at kunne fange 100.000 tons CO2 om året. Mere om CO2-fangst.
Hvad koster det at få CO2-fangst?
Et trecifret millionbeløb, som vi bliver klogere på i 2025.
Hvornår forventer AffaldPlus, at et CO2-fangsanlæg kan stå klar?
Det er vores mål, at vi kan fange CO2’en fra 2030.
Næstved Fjernvarme
Er AffaldPlus forpligtet til at levere fjernvarme til Næstved Fjernvarme?
Affaldplus’ leveringspligt og Næstved Fjernvarmes aftagepligt er fastlagt i de projektforslag, der gennem tiden er godkendt af Næstved Kommune. Det seneste godkendte projektforslag kan findes på Næstved Fjernvarmes hjemmeside og i denne pdf.
Skal Næstved Fjernvarme betale mere for varmen, nu hvor affaldsenergianlægget skal privatiseres pr. 1. januar 2025?
Nej, det skal Næstved Fjernvarme ikke. De er beskyttet af det nuværende varmeprisloft (snart VE-prisloft) og forventningen er, at prisen vil være faldende.
Hvad betyder det for leveringen af fjernvarme, at AffaldPlus får CO2-fangst på affaldsenergianlægget?
CO2-fangst vil betyde, at AffaldPlus producerer mere fjernvarme, som Næstved Fjernvarme kan købe. Til gengæld producerer vi også mindre el. Læs mere om CO2-fangst.
Om AffaldPlus Affaldsenergi
Hvilken type affald brænder AffaldPlus på affaldsenergianlægget?
På AffaldPlus Affaldsenergi brænder vi 'Restaffald' fra kommunale indsamlingsordninger og brændbart affald fra genbrugspladser og virksomheder - dvs. 'Rest efter sortering' og 'Polstrede møbler'. Affaldet er ikke egnet til genanvendelse. Mere om AffaldPlus Affaldsenergi.
Hvor meget affald brænder AffaldPlus på affaldsenergianlægget?
Vi brænder ca. 130.000 ton affald om året.
Hvor mange ovnlinjer har AffaldPlus Affaldsenergi?
Anlægget har 3 ovnlinjer: Ovnlinje 2 og 3 kan klare 4,5 tons pr. time, mens ovnlinje 4 kan tygge sig igennem 10 tons i timen.
Hvor meget energi kommer der ud af affaldsforbrændingen?
Anlægget har en samlet produktionskapacitet på 13 MW el og 50 MW varme.
Hvad bliver der af den energi, som produceres fra affaldsforbrændingen?
Den afsættes som fjernvarme i Næstved og som el til det sjællandske højspændingsnet.
Er røgen fra skorstenen farlig/meget forurenende?
Der er meget lave grænseværdier for, hvad der må stige op af skorstenen af forurenende stoffer – og hos AffaldPlus er vi dobbelt så gode, som kravene siger, vi skal være. Og rent faktisk er det ikke røg men 30 grader varm damp, der kommer op af skorstenen.
Vi har et røggasrensningsanlæg, som renser røgen, inden den slippes ud i atmosfæren. Det sker ved hjælp af bl.a. kalk, aktivt kul og ”brusebad” for at fjerne syre og tungmetaller.
- I kedlen tilsætter vi ammoniak for at undgå skadelige kvælstofoxider.
- I posefiltret bliver røgen renset vha. intet mindre end 1.720 poser, som er 6 meter lange. Det sker ved, at vi tilsætter kalk og aktivt kul for at rense for syre og tungmetaller. Fra den proces får vi et restprodukt i form af flyveaske.
- Den sidste proces i røgrensningen er ’scrubberen’ - en slags ”brusebad”, hvor røgen vaskes yderligere ren. Det giver noget spildevand, som vi selv renser, før vi sender det videre til rensningsanlægget.
Hvad sker der med restproduktet fra røgrensningen?
Resterne fra røggasrensningen er et restprodukt i form af flyveaske. 2-3 % af restaffaldet ender som flyveaske. Det hvidlige pulver består af kalk, tungmetaller, aske og andre partikler fra røgen. Det bliver afsat til Dansk Restprodukthåndtering, som tager sig af den videre behandling. Som oftest bruges restproduktet som fyld i gamle miner.
Hvad sker der med slaggerne fra affaldsforbrændingen?
17-20 % af affaldet ender som slagger, der afsættes til firmaet AFATEK, som sørger for sortering. Metallerne sorterers fra (fx lynlåse, kuglepennespidser mv., der ikke kunne have været sorteret fra før forbrændingen), og så bruges slaggerne til fx anlæg af nye veje. Mere om AffaldPlus Affaldsenergi
Hvor tit skal anlægget efterses, og hvad består gennemgangen typisk i?
Ovnlinje 2 og 3 lukkes ned for revision en gang om året. Her går vi kedlen igennem, tjekker om rørene kan holde endnu et år, efterser og reparerer murværk og ristetæppet inde i ovnene. Herudover tjekker og reparerer vi røggasrensningsanlægget.
Ovnlinje 4 får samme tur, men kun hvert andet år.
Hvor høj er skorstenen?
Den er 70 meter høj.